Fuldkomment funklende
Amaryllis kendes også under dens botaniske navn: Hippeastrum. “Amaryllis” stammer fra oldgræsk, amarusso, som betyder “jeg funkler”. Og det er virkelig fascinerende at se, hvordan den går fra løg til blomst. Som ved et trylleslag dukker de strålende blomster op på en stor, lige stængel. De majestætiske blomsterløg udvikler sig til lige så imponerende blomster. Og der findes desuden mere end 70 sorter.
Gør-det-selv
Vær kreativ med amaryllisser. Det er ikke blot sjovt, men også virkelig tilfredsstillende at se på noget, man selv har lavet. Du har brug for følgende: Et amaryllisløg, en gammel avis, en glasvase, som passer til løgets størrelse, hårspray og glitter. Brug avisen som dækkeserviet. Sprøjt hårspray på amaryllisløget. Drys straks med glitter. Ryst det overskydende glitter af på avisen. Placer det funklende løg i vasen: Voila!
Stor og dristig
Hvis du er til det store, dristige og naturlige, er amaryllisløget, som danner store, fede stængler og overdimensionerede blomster, perfekt for dig. Fremhæv denne dristighed ved at bruge en ubehandlet trævase, så træringene ses. Tilføj så en vævet julekrans i guld med stjerner som sidste hånd på værket. Glæder du dig ikke til at se din amaryllis langsomt, men sikkert blomstre i julen?
Glamour
Den glamourøse tendens er virkelig oppe i tiden, og her passer amaryllisser perfekt ind! Dens fortryllende blomstring kaster virkelig et skær af glitter og glamour over hjemmet. Kombiner røde og lyserøde amaryllisser – sammen giver disse imponerende blomster et næsten overvældende, funklende look. Føj et par gyldne julekugler til dine amaryllisser, og placer dekorationen på en dug med matchende farver. Så kan du bare læne dig tilbage og nyde synet.
Plejetips
- Før amaryllisser begynder at vokse, skal de vækkes. Gør dette ved at placere løget med rødderne i lunket vand i en times tid. Dette sørger for, at rødderne begynder at gro.
- Du kan plante amaryllisløget i en krukke fyldt med pottemuld, lægge det i en lav skål eller anbringe det over vand.
- Amaryllisser foretrækker varme omgivelser – en stuetemperatur på mellem 20 og 24 grader er perfekt.
- Giv løget tilstrækkeligt med lys. Hvis det ikke får nok, vokser stænglen sig for lang og ranglet og kræver støtte.