Blomsterløg: små Torneroser om vinteren

Hvis du ønsker en have fyldt med blomster om foråret, skal du plante løg og knolde om efteråret. Mens de hviler under jorden om vinteren, gør de sig klar til at stråle om foråret.

Tornerosesøvn

Forårsblomstrende løg har brug for en kold periode, før de kan blomstre om foråret. Derfor skal du plante dem i haven eller i beholdere og krukker om efteråret, inden den første frost sætter ind. Når du planter løgene om efteråret, får de god tid til at udvikle stærke rødder og blive klar til overdådig blomstring om foråret.

Et strålende forår

Du kan plante løg i grupper eller i et tilfældigt blandet mønster for at skabe et naturligt look i haven. Hvis du vil opnå denne effekt, skal du vælge forskellige typer løg og sprede dem rundt i haven. Plant løgene i jorden, der hvor de lander. Eksplosionen af blomster om foråret bliver et fantastisk syn.

Bedre år for år

Blomsterløg, der kommer tilbage år efter år, kaldes naturaliserende blomsterløg. Dem kan du bare lade blive i jorden, efter de har blomstret. De blomstrer igen det følgende år, og de kan endda formere sig. Hvis du vil have naturaliserende blomsterløg i haven, skal du holde øje med dem i butikken. Det angives ofte på emballagen.

Sådan opbevarer du dine små skønheder

Ikke alle løg kan efterlades i jorden. Hvis du vil nyde løgene igen det følgende år, kan du skære de visne blomster af. Når stilken og bladene også er visnet hen, skal du fjerne løgene fra jorden og lægge dem i en papkasse. Før du lægger dem væk, skal du fjerne gamle rødder og skind fra løgene og derefter anbringe dem et mørkt, tørt og køligt sted, f.eks. i en kælder, adskilt med avispapir. Derefter kan du plante løgene igen om efteråret, så de er klar til at blomstre næste forår.

Tips

  • Køb masser af løg, hvis du er ude efter et veritabelt blomsterhav i haven til foråret.
  • Hvis du vil sikre dig, at du har blomster i haven i længere tid, kan du sammensætte forskellige løg baseret på deres blomstringsperioder. Du kan skifte mellem dem, der blomstrer tidligt, f.eks. krokusser (januar/februar), og dem, der blomster sent, f.eks. prydløg (maj/juni).
  • Plant løgene dobbelt så dybt, som de er høje, med spidsen opad.