En sej plante
Har du brug for en plante, der virkelig elsker solskin? Så skal du vælge Crocosmia! Man skulle tro, at den laver varme og solskin om til flere og flere blomster. Det er en skrap plante, der kan holde til det hele. Er jorden tør, er der kun lidt vand, og er der masser af solskin? Bare rolig! De første blomster springer ud i juni. Og glæden kan vare i månedsvis. Dit blomsterbed kan blive til et festfyrværkeri, der varer lige til slutningen af oktober.
Rødder
Crocosmias navn stammer fra to græske ord: krokos, der betyder “safran”, og osme, der betyder “duft”. Direkte oversat betyder det “en plante, der dufter ligesom safran”. Den kaldes også for Montbretia som en hentydning til dens kulørte blomster. Crocosmia stammer fra Sydafrika, hvor den stadig vokser i naturen. Man begyndte at importere den til Europa i 1900-tallet, og siden da har den prydet vores haver.
En plante, der bliver ved med at imponere
Det, der gør dette sensuelle sommerløg til noget ganske særligt, er, at det kan overleve om vinteren. Det første år efter plantningen skal du dække det til med jord, så det er beskyttet mod vintervejret. Efter det første år vil dette ikke længere være nødvendigt – Crocosmia springer ud igen år efter år. Dette er en plante, som giver uden at forvente noget til gengæld. Med så godt som ingen pleje fortsætter den med at vokse og give haven en flot kulør af blomster.
En rødglødende familie
Crocosmia fås i varme farver såsom gul, orange og rød. Hvad er bedre til at indramme et bed? Nogle sorter giver store blomster, mens andre giver små. Nogle har kun én farve, mens andre har to. De fås endda i forskellige højder. Crocosmia “Lucifer” er den mest populære sort i denne rødglødende familie. Denne ildrøde og orange skønhed giver en utrolig eksplosion af farver, når du planter den i en stor klynge.
Værd at vide
- Vidste du, at blomsterne følges af pyntebær? Den samme plante har hele to fantastiske træk.
- Du kan klippe planten ned til jorden om efteråret, men det er faktisk ikke nødvendigt. Uanset hvad du gør, springer disse nye skud frem fra deres knolde om foråret.
- Crocosmia er fantastisk som en afskåren blomst. Prøv at skære et par stilke fra dens hav af blomster en gang i mellem og sætte dem i en vase.
- Crocosmia-sorter, der er kortere og mere kompakte, vil være perfekte til dyrkning i potter eller kasser.