Forberedelse
Vinteren er ikke startet endnu, men tiden er kommet til at hygge sig indendørs. Det er dog rart at afslutte udendørssæsonen på en ordentlig måde ved at gøre din have, terrasse eller altan klar til vinteren. Dette omfatter desuden forberedelse til foråret. Hvis du planter blomsterløg nu, bliver du beriget med fantastiske forårsblomster tidligt næste år. Faktisk giver du dig selv en tidlig gave, som du kan nyde i foråret. Kunne det være bedre?
De bedste forårsblomster
Der findes mange forskellige løgplanter, som blomstrer i foråret. De kommer i mange forskellige former, farver og størrelser. Som ordsproget siger, kan man ikke altid se skoven for bare træer. Derfor har vi udvalgt fem forårsblomster, der vil give dig et smil på læben, mest af alt på grund af de friske farver og store blomster. Det er tulipanen (Tulipa), påskeliljen (Narcissus), hyacinten (Hyacinthus), krokussen (Crocus) og kejserkronen (Fritillaria imperialis).
Tulipan
Tulipaner er kendte overalt i verden for deres skønhed. De er ofte en kilde til stor glæde. Når de begynder at blomstre i foråret, kan du ikke overse det. De er enormt forskellige. Vidste du, at der findes femten forskellige grupper? Der er med andre ord noget for enhver smag.
Påskelilje
Påskeliljen er en sand forårsbudbringer, og ligesom tulipanen er den alsidig. Der findes tolv forskellige grupper. En fantastisk fordel ved påskeliljen er, at denne forårsblomst kan efterlades i jorden, hvorefter den blomstrer på ny år efter år. Det betyder, at den er yderst velegnet til naturalisering.
Hyacint
Hvis du er på udkig efter smukke og glade farver og dufte i din have, er hyacinter lige noget for dig! Tilsammen giver deres dusinvis af blomster et overvældende farveboost. De mest kendte farver er hvid, lyserød og blå. Vidste du, at blomsten bruges til at lave parfume på grund af duften?
Krokus
Denne tidlige forårsblomst er et symbol på forår og glæde. Blomsterknopperne springer ud ved det første tegn på forårssol. Vidste du også, at bier er meget glade for krokusser? Så snart de får muligheden, sværmer de om blomsterne for at nyde den lækre nektar.
Kejserkrone
Den storslåede kejserkrone viser sine smukke blomster frem i haven. Disse blomster afgiver en moskusagtig duft, der holder muldvarper, markmus og vandrotter væk. De frigiver også store dråber nektar, som både bier og sommerfugle elsker.
Interesseret? Vælg dine foretrukne forårsblomster, og gå i gang.