Giv den hele armen med sommerblomster

Hvis du vil have flere blomster i månedsvis på altanen eller i haven til sommer, skal du plante sommerløg. Vælg en skøn forårsdag, og gør plantning til en sjov udendørsaktivitet. Det er let som en leg!

Velkendt eller mindre kendt

Når risikoen for nattefrost er overstået, er det tid til at komme i gang med sommerløgene. Plantningsperioden løber til slutningen af maj. Du kan vælge populære blomster som georginer, gladiolus, liljer eller knoldbegonier. Du kan også gå efter mindre kendte varianter som montbretia (Crocosmia), pragtlys (Eucomis), tigerliljer (Tigridia) eller pragtskær (Liatris). Har du fundet det perfekte sted? De fleste sommerløg har brug for mindst seks timers sol dagligt for at kunne producere overdådige blomster. Tjek emballagen for at se, om dine udvalgte blomsterløg foretrækker sol eller (delvis) skygge. Deres krav til jorden er beskedne. Den skal blot være tilstrækkeligt gennemtrængelig for vand.

Perfekt match

Det er bedst at plante lavtvoksende sorter længst fremme i bedet. Højere blomstersorter trives på et mere beskyttet sted – fx op mod en mur eller i nærheden af en busk. Du kan sætte lignende nuancer sammen eller vælge kontrastfarver. Montbretia, georginer og pragtskær udgør et godt team, og det samme gælder liljer, gladiolus og canna. Sommerløg passer også perfekt til stauder og buske.

Nem plantning

  1. Lav huller i jorden med en lille skovl. Tjek emballagen for plantningsafstanden.
  2. Plant løgene dobbelt så dybt, som de er høje. Undtagelser til denne regel er georginer og begonier, som bør plantes mindre dybt (med en 5-7 centimeter jord over sig).
  3. Placer løgene i jorden med vækstpunktet (“næsen”) opad. For begonier skal den konkave side vende opad. Det gør ikke så meget, hvis du ikke er sikker. Når de begynder at spire, finder de selv vej opefter.
  4. Fyld hullet med jord, og bank jorden let ned.
  5. Vand løgene.

I en krukke kan du plante løg lidt tættere sammen. Sørg for, at der er huller i bunden af potten, så overskydende vand kan løbe væk. Læg nogle potteskår eller lecakugler i bunden af krukken, og fyld pottemuld ovenpå. Følg derefter ovenstående trin. Blomsterløgene vokser af sig selv – de har kun brug for vand i lange perioder med tørke. Du skal blot være tålmodig lidt endnu, før du kan nyde de farvestrålende resultater!

Interessante fakta

  • Du kan plante sommerløg i krukker først og derefter stille dem i åben jord. I tilfælde af frost skal du blot stille krukken ind i skuret.
  • Sommerløg blomstrer fra juni til november. I den henseende slår georginer alle rekorder – de blomstrer helt fra juli, og til den første frost indfinder sig.
  • Biologisk set er nogle sommerløg faktisk knolde, f.eks. georginer. For nemheds skyld kalder vi dem alle sommerløg.