Mangfoldighed
Du kan vælge mellem en masse forskellige sommerløg. Det kræver mangfoldighed at lave din have om til et sted, som alle kan nyde. Det er en god grund til at bruge en kombination af flere sorter, som giver blomster i forskellige faconer og højder. Et godt eksempel er georginer, gladiolusser (Gladiolus), pragtlys (Eucomis), begonier, hvid kalla og kanna (Canna). Kombinationen af disse blomster giver en indbydende og afslappet atmosfære.
Varme farver
Når du vælger sommerløg i en række nærtbeslægtede farver, får du en harmonisk have. Et eksempel kan være sommerblomstrende løg i varme, naturlige farver som f.eks. orange, brun, rød og gul. Du kan gøre det hele lidt mere spændende ved at tilføje pink og lilla kontraster. En have med sådanne farver er en nydelse for alle, store som små.
Plantning af sommerblomstrende løg
At plante blomsterløg er et hyggeligt, lille projekt, især når I er flere om det. Find et sted i haven med masser af sol, da varmen får blomsterne til at vokse endnu hurtigere. Plant de fleste sommerløg i en dybde, der svarer til to gange deres højde. Undtagelserne er georginer og begonier, som skal plantes lige under overfladen. På den måde får solens varme dem til at vokse hurtigere.
Tips
- Du kan enten sætte blomsterløgene i vand i en time, før du planter dem, eller give dem masser af vand, så snart de er plantet. Fugten vil give rødderne et godt fodfæste, så planterne vokser godt og hurtigt.
- Vent med at plante blomsterløg, indtil du er sikker på, at der ikke er nogen risiko for frost. De bryder sig ikke om kulde.
- Sommerblomstrende løg egner sig også fortrinligt til at blive plantet i krukker og blomsterkasser. Begonier, dværgdahlia, pragtlys (Eucomis) og hvid kalla er perfekte til dette formål.