Forårsbebudere
Tulipaner bebuder forårets komme med et festfyrværkeri af farver. Disse blomster kan virkelig live en have op, når resten af den stadig sover. Tulipaner begynder nemlig at blomstre så tidligt som i marts måned. Deres funklende farver og åbne blomsterknopper får blomstringssæsonen til at vare længere – ved at starte den tidligere. Når man siger tulipaner, siger man også forår.
Tulipanmani
Tulipanens historie går langt tilbage i tiden, helt til slutningen af det 16. århundrede. Det var på det tidspunkt, den første hollandske tulipan blomstrede i Leiden. Men det var først lidt senere, i begyndelsen af det syttende århundrede, at “tulipanmanien” virkelig brød ud. På meget kort tid blev tulipanløg yderst værdifulde. Under denne “tulipandille” kunne et enkelt tulipanløg være lige så meget værd som en hel ejendom på kanalbredden i Amsterdam.
Epicentret
Holland er epicentret for produktion af tulipanløg. Landet eksporterer 2,5 milliarder tulipanløg til andre lande hvert år. 40 % af de producerede tulipaner består af 23 sorter. Disse sælges i havecentre eller anvendes til blomsterproduktion. En bestemt gul variant, der hedder “Strong Gold”, ligger øverst på listen. “Leen van der Mark”, en rød og hvid tulipan, ligger på andenpladsen.
Varianter
Tulipaner fås i næsten alle regnbuens farver: gul, grøn, rød, orange, lilla og pink – og nogle varianter har endda mere end én farve. De eneste farver, der mangler, er blå og ægte sort. Selvom nogle varianter kommer meget tæt på at være sorte, er de faktisk en dyb lilla. Tulipaner klassificeres i 15 grupper afhængigt af deres blomstringsperiode og blomsterfacon:
- Enkelte tidlige tulipaner
- Dobbelte tidlige tulipaner
- Triumph-tulipaner
- Darwin Hybrid-tulipaner
- Enkelte sene tulipaner
- Liljeblomstrende tulipaner
- Frynsede tulipaner (orkidé-tulipaner)
- Viridiflora-tulipaner
- Rembrandt-tulipaner
- Papegøje-tulipaner
- Dobbelte sene tulipaner (pæon-blomstrende tulipaner)
- Kaufmanniana-tulipaner (åkandetulipaner)
- Fosteriana-tulipaner
- Greigii-tulipaner
- Vilde tulipaner (dværgtulipaner)
Plantning
Tulipaner skal plantes fra midten af september til midten af december. Efteråret er det bedste tidspunkt, da de har brug for en kold periode. Men husk at plante dem, før jorden fryser til for første gang. Det er bedst at plante blomsterløg så hurtigt som muligt, efter at du har købt dem. Hvis du er nødt til at gemme dem i et stykke tid, skal du opbevare dem på et tørt og køligt sted (10-15 °C).
- Grav et hul til flere blomsterløg, eller lav et hul til hvert enkelt blomsterløg.
- Læg forsigtigt blomsterløget ned i jorden med toppen opad. Pas på ikke at trykke for hårdt ned på blomsterløgene, da de kan blive beskadiget. Store blomsterløg bør plantes 7-20 cm fra hinanden og små løg med mellemrum på 3-7 cm. Sørg for, at løgene plantes i en dybde, der er tre gange selve løgets højde.
- Dæk blomsterløgene med den jord, du gravede op af hullet.
- Hvis jorden er tør, skal du vande tulipanløgene lidt.
Krukker
En altan eller terrasse er det perfekte sted at plante tulipanløg i krukker. Det er dog vigtigt at bruge krukker, der er mindst seks gange så høje som selve blomsterløget. På denne måde vil der være et jordlag både over og under tulipanløgene, der er tre gange så højt som løgene. Sørg også for, at krukken har et hul i bunden, så overskydende vand kan løbe væk.
Interessante fakta om tulipaner
- På trods af de mange varianter af tulipaner, der allerede eksisterer, udvikles der hele tiden nye. Dyrkningen indebærer krydsning af tulipaner med fremragende egenskaber, hvorved der skabes nye sorter. Vidste du, at det tager 20 år, før en ny tulipansort kan sælges i et havecenter?
- Vilde tulipaner producerer blomster hvert år, og der kommer flere og flere løg. De er også kendt som dværgtulipaner, da de er mindre end andre tulipaner.
- Der er en bestemt slags tulipan, der ligner en is. Som du måske allerede har gættet, hedder den: Tulipa “Ice Cream”.